Lars Peter Olsen ny formand for Socialdemokratiet i Dragør

Ny formand for Socialdemokratiet i Dragør

Den 5. marts 2018 holdt Socialdemokratiet i Dragør generalforsamling og Lars Peter Olsen blev valgt til ny formand efter enstemmig indstilling fra bestyrelsen.

Lars Peter Olsen – ny formand for Socialdemokratiet i Dragør

Både Lisbeth Dam Larsen og Nicolaj Bertel Riber trådte ud af bestyrelsen efter at være valgt til Dragørs Kommunalbestyrelse.


BESTYRELSENS BERETNING FOR 2017 (Kilde: Socialdemokratiet Dragør)
Det altoverskyggende tema i 2017 har valget den 21. november 2017 til både region og kommune. Socialdemokratiet i Dragør gik i valgforbund med SF og de Radikale. Et valgforbund der til trods for en stemmemæssig tilbagegang sikrede, at vi fortsat har tre mandater i Dragør kommunalbestyrelse.

Allan Holst, Lisbeth Dam Larsen og Nikolaj Bertel Riber opnåede valg, og vi ønsker alle tre rigtig god arbejdslyst. Ole K. Svendsen, opnåede desværre ikke genvalg, mens Ole Hansen blev valgt som 1. suppleant og fortsat deltager aktivt i gruppens arbejde.

Vi takker for den store indsats, som Allan Holst, Ole K. Svendsen, og Ole Hansen lagde i kommunalbestyrelsesarbejdet i de foregående fire år.

Konstitueringsforhandlingerne i Dragør resulterede i en aftale mellem Venstre (som fik borgmesterposten), Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet. Vi gik målrettet efter en aftale med størst mulig politisk indflydelse. Den fik vi med politiske aftaler om bl.a. almene boliger, vores folkeskoler og skatten i ro. Vi opnåede tre udvalgsformandsposter, som sikrer os en god politisk platform til at få markeret socialdemokratiske mærkesager.

Regionsrådsvalget sikrede genvalg til Erik Gregersen, også et stort til lykke til Erik. Socialdemokratiet i Dragør havde for første gang sideordnet opstilling til kommunalvalget, hvorved det personlige antal stemmer afgjorde, om man opnåede valg eller ej. Den sideordnede opstillingsform har givet os nogle både positive og negative erfaringer, som vi skal arbejde konstruktivt videre med ift. kommunalvalget 2021.

DEN SOCIALDEMOKRATISKE PARTIFORENING
Dragør partiforening har ca. 110 medlemmer. Med en glædelig tendens til stabilitet igennem årene, modsat hvad man oplever i andre partiforeninger og kredse.

I løbet af året der gik, har bestyrelsen holdt en række bestyrelsesmøder plus et utal af udvalgsmøder, gruppemøder, underudvalgsmøder, telefonmøder, kandidatmøder m.v. Det faste tema på vores bestyrelsesmøder har været kommunalvalget, og hvordan vi kunne få vores socialdemokratiske mærkesager igennem i et blåt Dragør.

På vores bestyrelsesmøder deltog også Allan Holst og Ole K. Svendsen eller Ole Hansen, så vi blev orienteret om arbejdet i kommunalbestyrelse. Tilsvarende har vi indimellem haft besøg af Erik Gregersen med nyt fra Regionsrådet og Peter Hummelgaard med nyt fra arbejdet i Folketinget. Bestyrelsen sætter stor pris på at kunne følge med i det politiske arbejde og få mulighed for at diskutere holdninger, forslag og beslutninger. Så en stor tak til vores aktive politikere for deres tid med bestyrelsen.

Bestyrelsen har også været tovholdere på vores mange medlemsaktiviteter, vores medlemsmøder, medlemsfest, banko, besøg på Christiansborg og samtalecafe om Socialdemokratiets nye principprogram. Det har været dejligt at se vores medlemmer ved de forskellige arrangementer og at se, at de forskellige typer arrangementer trækker forskellige medlemmer til huse, så vi får en god kontakt med en stor del af vores medlemmer.

Traditionerne er også blevet holdt i hævd, dels med Sankt Hans aften på Sydstrand med Allan Holst og Erik Gregersen som talere. Vi har ændret sildemøde-konceptet til et kaffemøde-koncept, hvor vi med Dragør Bio som ramme har været i livlig dialog med Dragørs borgere og hinanden om aktuelle vigtige emner. Flere har benyttet sig af muligheden for at snakke med os. En stor tak skal i øvrigt lyde til alle de mange aktive medlemmer, der ydede en flot indsats i årets løb.

Facebook har været det nye medie, vi har kommunikeret igennem, og vi planlægger en Facebook strategi som på sigt skal gøre vores partiforening mere synlig.

Endelig bør det nævnes, at vores partiforening er særdeles godt repræsenteret i partiet. Vi har mange tillidsposter i kommunen, kredsen, regionen og på landsplan. Der er brug for os.

FREMTIDEN
Om 2018 bliver året, hvor der skal afholdes valg til folketinget, ved som bekendt jo kun statsministeren. Vi står stærkt i medierne og meningsmålingerne er med os. Så vi er klar også i Dragør, hvis Lars Løkke trykker på knappen.

Så skal vi alle igen ud på gader og stræder og sikre et godt valg til Peter Hummelgaard, som gør det fantastisk godt i Folketinget. Og vi skal naturligvis have Mette Frederiksen som statsminister.
Vi har brug for alle gode kræfter.

AFSLUTNING
Endelig vil jeg som formand benytte lejligheden til at takke bestyrelsen for et spændende og inspirerende samarbejde. En tak skal også lyde til vores socialdemokratiske medlemmer af kommunalbestyrelsen og regionsrådet, og igen tillykke til Erik Gregersen for et flot valg. Vi ser frem til det forsat gode samarbejde om blandt andet busbetjeningen i Dragør og Tårnby.
En tak også til Tårnbykredsen og dens formand Morten Søndergaard og næstformand Nicolaj Bertel Riber. Det samme gælder samarbejdet med AOF-Amager, som vi har nydt godt af i både kreds- og foreningsregi. DSU er vi også begyndt, med glæde, at se mere til.
Og ikke mindst – samarbejdet med Peter Hummelgaard Thomsen har været supergodt, inspirerende og nærværende.

Politik er ikke alene et godt samarbejde og personspørgsmål. Politik er også visioner og engagement. Uadskillelige faktorer, når man har det samme mål: et bedre samfund at leve i.

Lad os håbe, at samarbejdet internt i Socialdemokratiet og mellem partiet og fagbevægelsen kan sikre den styrke, der er nødvendig for at reformere vores samfund – i Danmark, Europa og verden – fra velstand for de få til velfærd til de mange. Lad os så igen få en socialdemokratisk ledet regering med Mette i spidsen.

På bestyrelsens vegne
Lisbeth Dam Larsen
Formand for Socialdemokratiet i Dragør

Tilbage til forside

Nyhedsbrev_728_90