Turistrådets bestyrelse på plads – spændende men hårdt arbejde forude!

Onsdag d. 7. marts afholdt Dragør Turistråd den årlige generalforsamling.


En veloplagt formand for Dragør Turistråd, Axel Bendtsen kunne i aftes byde velkommen til generalforsamling på Strandhotellet i Dragør. Årsberetningen blev fremlagt af formanden som igen kunne berette om stor fremgang i Dragørs turisme som er fordoblet over få år.

Dragør Turistråds formand Axel Bendtsen

Den stigende turisme i Dragør stiller store krav til et velsmurt maskineri og det tyder alt på at formanden, den samlede bestyrelse, medarbejdere og en stort korps af frivillige bidrager til. Turistrådet har over 40 frivillige i korpset. Kun én medarbejder er lønnet svarende til ¼ stilling. Det er imponerende at Dragør kan servicere et så stort område som turisme med så få midler. Det samlede bidrag fra Dragør Kommune er spinkle kr. 130.000 årligt ud af et samlet budget på ca. kr. 250.000.

Den nye bestyrelse i Dragør Turistråd: fra venstre Axel Bendtsen, formand Jerrik Walløe, rep. kommunalbestyrelse, Sven Ole Rosenkilde, Frederik Knap, Vibeke Ullitz, Gitte Larsen, Bente Walløe Poulsen, Helle Bjorholm, næstformand Hanne Lutz, Nicklas Kristensen. Ikke tilstede Marianne Thomsen, Kongevejens Gadelaug

I fremtiden skal der arbejdes målrettet for at udnytte mulighederne med alle de nye turister som kommer til byen, men Turistrådet er begrænset af en spinkel økonomi som gør det vanskeligt at imødekomme de krav en moderne turistby skal kunne facilitere. Dragør råder bl.a. over Danmarks mindste turistkontor på havnen. 14 m2 er der til rådighed I Turistkontoret på havnen som årligt servicerer 10.000 besøgende. Byen mangler også toiletfaciliteter og ikke mindst, højaktuelt, parkeringsmuligheder.

Mange nye spændende turistattraktioner er i støbeskeen og man er meget opmærksom på alle de nye fremtidige muligheder Dragør kan byde på indenfor den maritime turisme og kultur-turismen. Formanden påpeger at det er nødvendigt at komme op i et højere gear og styrke foreningen med en mere professionel organisation for at imødegå fremtidens turiststrøm til Dragør.

UNESCO
I gennem lang tid har en arbejdsgruppe forberedt og klargjort et kæmpe materiale som ligger til grund for den ansøgning som Dragør Kommune i dag indsender til Kulturministeriet. Med ansøgningen vil Dragør få mulighed for at komme på den såkaldte ”tentativliste” som i sidste ende kan ende med en egentlig indstilling til UNESCO´s hovedkontor i Paris. Der er ét skud i bøssen i forbindelse med ansøgningen. Kommer Dragør ikke på tentativlisten er der ikke noget UNESCO. Derfor har man arbejdet hårdt på at kunne fremlægge en godt og gennemarbejdet materiale til Kulturstyrelsen. Kommer Dragør på listen bliver det offentliggjort i løbet af forår/sommer 2018.

Jan Engel, UNESCO arbejdsgruppen
Tilbage til forside

Gutfelt