Fornemt fastelavnsbesøg på Amagermuseet

Fastelavn i Store Magleby er et af årets højdepunkter for den hollandske ambassadør i Danmark, Henk Swarttouw. Vi mødte ambassadøren over æbleskiver og punch til en samtale om, hvorfor såvel Amagermuseet som Dragør har en særlig plads i hans hjerte.

Stuer, der er mere end fulde, harmonika-musik og gæster, der balancerer forbi hinanden med æbleskiver og punch. Det er den varme stemning, der møder DragørNyheder.dk, da vi efter det traditionsrige fastelavnsridt i Hovedgaden og skålsang på gårdpladsen træder indenfor på Amagermuseet for at hilse på hollandske ambassadør, Henk Swarttouw.

Fastelavn er fællesskab

Ambassadøren har netop været med til at kåre årets Tøndekonge, Jan Lek Larsen og fortæller smilende, hvordan han altid ser frem til at deltage i fastelavnsfesten på museet.

“Det er et af årets højdepunkter,” fastslår han:

“Fastelavn er en vigtig tradition, der skaber en følelse af fællesskab. Amagermuseet har samtidig en særlig betydning for mig som et af de få steder, der stadig vidner om hollandsk historie i Danmark. Det er også et museum, der ikke kun er for turister, men ligeledes giver de lokale indsigt i deres egen historie.”

Kærlighedsture med Dragør-Limhamnfærgen

Det er således også på Amagermuseet ambassadens folk hvert år i slutningen af april afholder den hollandske nationaldag, “koninginnedag.”

“Så er vi klædt i orange, fester og spiser hollandske specialiteter,” forklarer ambassadøren.

Faktisk er Henk Swarttouw kommet i Dragør lige siden han som ung forelskede sig i en svensk pige.

“Så kørte jeg gennem Danmark og tog færgen til Limhamn for at besøge hende i Skåne.”

Pigen blev siden Henk Swarttouws kone, og når Henk Swarttouw går tur i den gamle by, minder de gule huse ham om parrets eget hus i Skåne.

“Området omkring havnen vækker mange minder hos mig,” konstaterer ambassadøren, som afslutningsvis kan fortælle, at man er i fuld gang med forberedelserne til hollandsk/Magleby-jubilæet i 2021. Det kommer Henk Swarttouw dog selv til at gå glip af, da hans ambassadørperiode i Danmark er udløbet til den tid.

En forrygende oplevelse

På vej ud i den kolde vinteraften møder vi museumsleder Søren Mentz, der også er svært tilfreds med årets fastelavnsarrangement:

“Det har været en forrygende oplevelse. Vi har haft så mange gæster i alle stuerne på Nordgård, at der slet ikke var plads til de historiske genstande, vi normalt udstiller.  Fastelavn er en af de begivenheder, der gør museet levende, fordi fortidens tradition for en stund bliver nærværende og vedkommende for de mange besøgende,” fortæller han.

Tilbage til forside

Nyhedsbrev_728_90